af Omar Marzouk og Flemming Jensen

Nogle af vore ganske almindelige huse skal nu finde sig i at blive kaldt ghettoer. Det er der mange, der er glade for. Forenklinger og kategoriseringer gør debatten lettere og skarpere. Det var vel nok dejligt!

Ligesom folk, der selv er født i Danmark, men hvis forældre er født i et varmere klima, skal finde sig at blive kaldt andengenerationsindvandrere i stedet for danskere. Fint! Så ved vi, hvor vi har dem. Pakkeløsninger er vejen frem - også i debatten. Er I med os, eller er I mod os? Er det får, eller er det bukke? Sort eller hvid?

Væk med nuancer og mellemtoner! Det gør verden mere overskuelig - men unægteligt ikke klogere.

Sagen er jo, at de fleste af os er ganske almindelige mennesker, med onkler og tanter både i Rudkøbing og Fallujah. Og nogle af os er dødtrætte af polariseringen - i debatten, i kulturen, mennesker imellem.

Det er ikke kun Jon Steward, der føler trangen til at starte et ”Rally for Sanity”. Vi har længe tænkt det samme.

Højrefløjen taler til venstrefløjen, som om hele banden er stalinister - og venstrefløjen taler til højrefløjen, som om den udelukkende består af Djengiz Khan- og Margaret Thatcher-kloner.

Der findes vel også nogle af slagsen. På begge fløje. Men det er pokkerme ikke mange!

Hvorfor skal hele debatten så hele tiden køre på deres præmisser? Hvorfor al den ballade?

For underholdningens skyld, tror vi. Konflikt er mediernes brændstof. Journalistik skal helst være hårdtslående, synspunkter skal helst være skarpe - vi gider ikke høre på noget, der ikke er konfrontationssøgende.

Men man kan sagtens være uenige - og så ende med at blive enige. Eller nå et mellemstadie.

Men ikke hvis konfrontationen er målet!

Ikke hvis udgangspunktet er knytnæver frem for fremstrakte hænder.

Ikke hvis det vigtigste spørgsmål efter en Helle Thorning Schmidt/Løkke Rasmussen-debat (-duel!) er: ”Hvem vandt?”

I stedet for: ”Hvad fik vi bedre belyst? Hvor fik vi tilføjet nogle nuancer? Hvad fik vi at vide, som vi ikke vidste før?”

Primitiviseringen af samfundsdebatten indebærer, at vi taler os væk fra hinanden. Fordi dette fra starten netop har været hensigten.

Men vi taler altså demokratiet i smadder på den måde!

I særlig grad gælder dette den evindelige indvandrerdebat, der i mere end 30 år ikke har flyttet sig ud af stedet. En laaang slagudveksling uden noget andet resultat, end at fløjene er blevet styrket, og mellemtonerne er forsvundet. Dumt!

Hvad kan vi gøre ved dét? Åbenbart ikke rigtig noget.

Men så var det, at vi to opretstående show-folk gjorde en erfaring:

En beboerforening fra en af disse forkætrede betonbebyggelser omkring vore større byer havde gennem tiderne forsøgt at holde debatmøder om bebyggelsens problemer. De forskellige etniciteter havde det ikke godt med hinanden - men debatten  blev aldrig til noget. De var  for vrede på hinanden. Næverne var knyttede, når de kom - og også når de ganske kort tid efter gik igen.

Fronterne var fastlåste.

Så hyrede de Omar og Jensen - med hver vores stand-up-set – til at lave lidt sjov før mødet. Det gjorde vi så - og det gik faktisk ret fint. Folk morede sig, når vi talte om vore forskelligheder og jokkede lidt varsomt på ellers ømme tæer. Vi er jo begge to danskere - den ene er født på Amager og den anden i Sydsjælland. Men hvor Flemmings forfædre, så langt han kan se tilbage, har stået solidt plantet i den sydsjællandske muld, så har Omars familie gennem flere generationer haft langt mere sand mellem tæerne.

Vores religioner er forskellige: Omar har en. Og Flemming kan ikke rigtig finde ud af det. Vore skikke er forskellige. Vores alder er såmænd også forskellig, selv om Flemming mener, at det må svært at se. Og så videre.

Publikum var lige så forskellige som os.

Når vi så havde muntret os en times tid med den manglende ensartethed, og folk havde lunet sig lidt ved drillerierne - så ku’ debatten lige pludselig godt lade sig gøre!

Og det skete ikke, fordi vi to er specielt geniale. Desværre ikke.

Det er indfaldsvinklen, der gør det: Humor er et blødgøringsmiddel. Det er menneskets svar på Bamseline! I modsætning til hån. Humor baner vejen for, at vi kan tale om sagen, i stedet for at fokusere på, om det nu er den ene eller den anden, der vinder.

Kan man så bruge den slags erfaringer til noget?

Det synes vi.

Så nu har vi besluttet at gøre det, man kalder ”walk the talk!” – at lade handling følge på ord: vi laver en hel teaterforestilling bygget på det samme princip. Og spiller den to år i træk - første gang i efteråret 2011 – sammen med dygtige skuespillere, så folk ikke føler sig snydt.

”MOGENS og MAHMOUD” hedder forestillingen, og den er lavet specielt med henblik på netop Folketeatret - så vi både kan komme rundt i landet og spille i København.

Forestillingen er helt nyskrevet, men tanken opstod ud fra den gamle film ”The Odd Couple” med Jack Lemmon og Walter Matthau (herhjemme hed den ”Hvem støver af?” og var med Ulf Pilgaard og Claus Ryskjær). En helt igennem ufarlig historie.

Så tænkte vi: hvad nu hvis en muslim med mellemøstlige rødder var nødt til at ha’ sin pæredanske chef boende i sin lejlighed på 7. sal i Avedøre? Mahmoud er it-nørd - Mogens er revisor med slips i en neutral farve. Og hvis der så til handlingen tilføjes en lidt firkantet fiskeeksportør fra Hirtshals - hans kone, hvis eneste chance her i livet er kunstig intelligens - en ung, kvindelig, meget vranten, men vellignende fysioterapeut  og ikke mindst Imamen fra Brønshøj ....  så ku’ det hele såmænd godt gå hen og blive ret skægt.

Især hvis den politiske komedie i virkeligheden viser sig at være en varm kærlighedshistorie ...

HVIS vi nu kan få teatersale over hele landet til at sidde og le hjerteligt ad alt det, vi plejer at skændes om? Ville vi så ikke ha’ opnået mere, end vi ville ha’ kunnet opnå ved en tænderskærende konfrontation i et debat-program?

Vi tror det. Om ikke andet vil vi måske ha’ sørget for, at den næste diskussion bli´r knapt så tænderskærende, fordi man lige har siddet sammen og leet ad noget, der ligner.

Vi kan næsten ikke holde ud dagligt at gå rundt i den nuværende tsunami af uforsonlighed.

Der vil selvfølgelig fluks være nogle, der spørger, om man ikke kan kalde denne forestilling politisk korrekt? Jo, det vil vi da så sandelig håbe! Men intentionen er nu primært at være ræsonnabel.

Man forveksler tit de to begreber.

Lad os dog få skruet lidt ned for det daglige hundeslagsmål, og lad os begynde at trække lidt på smilebåndet ad vrede folk, der råber højt og slår i bordet. Vi skal ikke muntre os over disse ubesindige mennesker for at skjule en eksisterende uenighed, men for at kunne håndtere den.

Der står alt for stor respekt omkring underkæbens fremrykning inden for den offentlige debat - og der er alt for lidt respekt for folk med røde kinder.

Humor og alvor er ikke modsætninger. Hvis man fjerner alvoren fra humoren og humoren fra alvoren, så har man taget intelligensen ud af begge dele.

Så det synes vi, at man skal holde op med.

LATTER BATTER!